6. - 9. AUGUST 2026
Cecilie Hyltén-Cavallius og Finn Nørkjær
OM RETREATET
Hvornår har du sidst virkelig lyttet til dig selv og spurgt dig selv, hvad du havde brug for?
Hvornår har du givet dig tid til at lytte til et andet menneske og stillet dig fuldt og helt til rådighed?
På dette retreat vil vi arbejde med at lytte til os selv og til hinanden - til vores krop og til vores sanser. Vi vil lægge hverdag og telefon til side og skærpe vores evne til at være nærværende med os selv og i selskab med andre. Vi kommer til at bevæge os gennem forskellige fysiske praksisser, som giver os plads til at mærke kroppen og åbne sanserne for at skabe plads til et større mentalt rum – yoga, meditation, sauna, kontaktarbejde mm.
Vi kommer til at stille os selv og hinanden undersøgende spørgsmål og dele oplevelser, øvelser og erfaringer. Vi vil forholde os og spejle andres historier og følelser og det kan være svært, fordi vi måske ikke har lært det. At have løsninger, domme og fordomme kan være en undvigelse. En mekanisme- et skjold. Vi kan vælge at gå i graven med det - eller vi kan vælge at øve os i vores levne liv i at stå til rådighed - i at lytte.
Når vi virkelig lytter og øver os i at rumme vores forskellige perspektiver, giver vi mulighed for at forstå os selv og andre på en hel ny måde. Vi åbner op for trygge forbindelser, nærværende møder, nye tanker og ideer. Vi vil være støttet af naturen og rammerne omkring Kvarnen - lytte til lyde, musik, et digt, tage et hvil i skovbunden og bade i vandfaldet. Og så vil vi nyde alenetid og samvær og spise sund og sanselig mad som vi forbereder sammen.
Vi skal blandt andet lytte til:
Hvad siger stemmerne inden i dig?
Vi glæder os til at lytte sammen med jer på Kvarnen til sommer.
FORUDSÆTNINGER:
Ingen. Alle er velkomne. Hvis du er klar til selv at byde ind med, hvad der er dit og klar til at være der for andre. Så er du klar. Ring eller skriv, hvis du har spørgsmål.
OM OS
FINN NØRKJÆR
Jeg har brugt en masse tid på at være arkitekt og skabe, bygge, projektere, planlægge, styre, tegne og forestille sig. På at være kreativ og bringe noget nyt ind i verden. Jeg er optaget af ledelse og udvikling både på det faglige -men også på det personlige plan. Jeg sidder i 4 bestyrelser og har altid været optaget af visioner. Og lige nu er det bæredygtige og specielt det regenerative meget levende hos mig. At vi skal forstå at vi har slået noget i stykker, som nu skal skabes igen. Vi skal opleve naturen og opleve at vi selv er natur. Den erfaring er grundlæggendefor at det regenerative kan vokse.
Jeg har gennemgående altid beskæftiget mig med at lytte. Som arkitekt skaber vi huse for andre og du må derfor lytte. Som psykoterapeut (som jeg også er) stiller du dig til rådighed for et andet menneske, ved at lytte. Og så er der en masse steder og en masse situationer hvor jeg har været helt døv og overhovedet ikke lyttet:-) Så det vil jeg gerne blive bedre til.
Jeg er: Arkitekt MAA, byggeøkonom, psykoterapeut.
CECILIE HYLTÉN-CAVALLIUS
Jeg er uddannet fysioterapeut og er specielt interesseret i, hvordan det at lytte til kroppen og med kroppen, kan understøtte fysisk og mental trivsel. I mange år har jeg arbejdet med træning og bevægelse med mange forskellige grupper - heriblandt børn og familier. Her har arbejde med tillid, samarbejde og kropsbevidsthed været en essentiel del en en fysisk praksis. En praksis, hvor vi træner at lytte til vores krop og skærpe vores sanser. Jeg tror at vi skaber en dybere selvforståelse og forbindelse, når vi møder os selv og andre med nysgerrighed. Jeg er sikker på at det er en evne vi træner bedst sammen, i trygge og nærværende fællesskaber. Jeg har helt sikkert - ligesom Finn beskriver det også vendt det døve øre til mange gange i mit liv:-) Jeg ser det som en en livslang træning.
Vi (Finn og Cecilie) danner iøvrigt par og driver Kvarnen som retreat - og kursussted. Gennem de sidste 5 år vi renoveret stedet og bygget nyt - senest har vi bygget en sauna oppe i træerne og en yogasal på Kvarnens øverste etage men udsig udover søen - her skal vi være en del.. Vi har børn - 2 piger hver fra tidligere forhold og er Finn desuden morfar til endnu 2 piger.
OM KVARNEN
Kvarnen er en nedlagt vandmølle som ligger midt i den store svenske fyrreskov ved kanten af en smuk opdæmmet sø. I dag danner Kvarnen ramme om mange forsekellige retreats og events. Stedet ligger nær byen Olofström 2,5 times kørsel fra København. Se mere om Kvarnen på hjemmesiden: kvarnenretreat.com.
OVERNATNING OG FACILITETER
Vi overnatter i små hyggelige 2 og 3 personersrum på loftet. Her er småt men godt. Hvis du forventer en luksusretræte, skal du være opmærksom på, at forholdene på Kvarnen er smukke og enkle, men nok ikke som du kender det fra et hotel. Her er det den svenske natur og alt det, den tilbyder, vores fokus. Toilet findes separat fra værelserne og bad med varmtvandsbruser findes i kælderen blandt de store flotte maskiner - en oplevelse i sig selv, men nok lidt anderledes, end du er vant til hjemmefra. Er du i tvivl om, om forholdene passer til dine behov, er du velkommen til at kontakte os. Det er vigtigt for os, at de kvaliteter vi tilbyder, stemmer overens med dine forventninger.
FORPLEJNING
Vi har købt ind til lækker mad og menuen er planlagt. Vi kommer til at tilberede den i fællesskab. Der vil være 2 måltider om dagen. En stor brunch og middag om aftenen. Om morgenen før yoga vil der være en udrensende ingefærdrik. Der vil stå lidt frugt og snacks fremme, hvis man skulle blive sulten mellem måltiderne. Maden på Kvarnen er vegetarisk.
Retreatet er uden alkohol.
TRANSPORT
Det er helt sikkert nemmest at komme til Kvarnen i bil. Ofte plejer vi at samkøre og dele udgifter til bro og benzin. Det kan godt lade sig gøre at komme med offentlig transport. I vil dog skulle arrangere afhentning og køre det sidste stykke (ca. 12 km.)
Vi har plads til 16 deltagere på dette retreat.
Pris: 4500 DKK
Tilmelding: skriv en mail til os på mail@kvarnenretreat.com
REGLER FOR AFLYSNING
Biletter refunderes som regel ikke, men man er velkommen til at sælge sin billet videre til en anden deltager.