Off-grid wekendophold på Kvarnen


Træk stikket ud og nyd en nondigital detox weekend i den svenske skov sammen med din partner/ven/veninde/solo.

Denne weekend er for alle der holder af det simple liv i naturen. For jer der trænger til ro på systemet, sund plantebaseret mad, nondigitalt samvær og en tur i en varm sauna oppe i træerne. Der er mange fine vandreture i området ved Kvarnen og både sommer og vinter er det muligt at bade i søen, i åen og under vores lille vandfald. Her på siden kan du læse om weekenden, få en rundtur på soveværelser og fællesområder og danne dig et indtryk stedet.

Hvis du forventer et luksusophold, skal du være opmærksom på, at forholdene på Kvarnen er smukke og enkle, men nok ikke som du kender det fra et hotel, hvor alle tallerkener er ens. På Kvarnen leves det enkle liv tæt på naturen. Indretningen er hyggelig, hjemlig og afslappet. Her er den svenske natur og alt det, den tilbyder, vores fokus. 

Godt at vide før du booker et weekendophold


  • Weekenden er uden wifi
  • Bad og toilet findes separat fra værelserne. Da vi er off grid, er vores toilet et separett. En mijøvenlig løsning der sparer 1000vis af liter vand og fungerer stort set som et almindeligt træk og slip. Og ellers har vi også et ”ytedas” (velkendt i sverige, måske mindre i Danmark). Det er supersimpelt og altid pænt og rent.
  • Opholdet er uden alkohol
  • Vi har dyr på Kvarnen. Katten Louis færdes mest ude, men kommer ind i stuen  og hilser på i ny og næ.


Skriv eller ring til os hvis du er i tvivl om forholdene. Det er meget vigtig for os at det vi tilbyder stemmer overens med dine forventninger.

Overnatning


På Kvarnen sover vi småt men godt. Vi har renoveret og indrettet små skunke og hemse til hyggelige 1, 2 og 3 personers soverum. Her er lige hvad du behøver for at få en god nats søvn - hverken mere eller mindre. En god madras, dyne og pude - sengetøj medbringer du selv. Alle vores senge er forsynet med varmetæpper, så du kan krybe ned i en varm seng og få en god nats søvn. Nederst på denne side, kan du få en rundvisning på vores forskellige rum.


Mad på Kvarnen


Maden på Kvarnen er plantebaseret, farverig og hjemmelavet. Afhængigt af årstiden får vi mange råvarer fra vores nabo ida som dyrker grøntsager i sin have.  Om morgenen serveres en varm drik (golden milk) kl. 8.00 og kl. 10.00 er der stor brunch med smoothie, frugt, hjemmebagte boller, spreads mm. Kl.16.00 er der kaffe/ the og kage. Middagen (hovedret og dessert) serveres kl. 18.00. Der vil stå snacks fremme hele dagen, hvis man skulle mangle lidt mellem måltiderne. Skriv til os hvis der er noget vi skal tage hensyn til. Ophold på Kvarnen er alkoholfrit. 

Program for weekenden


Fredag


Kl. 16.00 - 18.00 ankomst

Kl. 18.00 aftensmad spisestuen

Saunaen er åben fra kl. 20.00, hvor der er intro. Herefter er den åben til kl. 22.00.


Lørdag


Kl. 8.00 Morgendrik

Kl. 10 .00 Brunch i spisestuen

kl. 11.00 -14.00 saunaen er tændt

Kl. 16 .00 Eftermiddags kage the/ kaffe/ snacks i fællesstuen

Kl. 18.00 Aftensmad i spisestuen

Kl. 20.00 Aftenthe i fællestuen

Søndag


Kl. 8.00 Morgendrik i fællesstuen

Kl. 10.00 Brunch i spisestuen

Kl 13.00 Farvel og på gensyn



PRISER:


Hems til 1 person (1 madras)   

3200 DKK

        

Hems til 2 personer (2 madrasser)

5800 DKK


Skunk -lille soverum til to personer (enkeltmadrasser)

6200 DKK


Større soveværelse til 2 personer (dobbeltmadras)

6400 DKK


Større soveværelse til 3 personer (enkeltmadrasser)

9300 DKK


Brøndhuset (dobbeltmadras)

6600 DKK

Sauna i træerne


Vi har bygget vores egen sauna oppe i træerne så den skal i selvfølgelig prøve! Den er brændefyret og vi tænder op i den, så den er klar allerede efter aftensmaden fredag aften, hvor vi laver en lille introduktion. Om lørdagen tænder vi også op 1-2 gange afhængigt af årstiden. Saunaen ligger med udsigt over søen som, man kan bade i. Det er også det meste af året muligt at bade under et lille vandfald lige under saunaen. Oppe ved saunaen er der en koldtvandsbruser, så der skulle være rig mulighed for både at få det kolde og det varme.

Fællesområder


Her forneden kan I se billeder af vores fællesområder. Vi har en stor fællesstue med i diverse lænestole og sofaer. Her er god plads til at hænge ud med en god bog eller ta et spil kort. I vores spisestue ved siden af fællesstuen spiser vi alle måltider. På 1. sal i hovedhuset har vi vores lille bibliotek - et lille rum med bøger og spil og en stor sofa. Vi har også mange udendørs terasser, hvor man kan opholde sig. I er også velkomne til at bruge vores yogasal i sommerhalvåret - i vintermånederne er den ikke opvarmet.


Rundvisning på vores små soveværelser